Pandekagehuset
Ulykker og Barnet

 

Undgå forgiftninger

 


Indtil 3 - 4 års alder undersøger børn verden med alle sanser - også ved at smage på den.

For et barn er der mange giftige ting i en almindelig husholdning.

For at sikre barnet mod ulykker ved forgiftning anbefales det at gennemgå hvert rum, for at definere de muligheder barnet har for at blive forgiftet.

I køkkenet kan der ofte findes:
Rengøringsmidler, plantegødning, myregift, opvaskemidler og tabletter til opvaskemaskinen i skabe tæt ved gulvet.
Alle de nævnte og andre kemikalier bør opbevares i et aflåst skab. 

Hæld aldrig kemiske midler over på anden emballage, som sodavandsflasker eller mælkekartoner.
Børn kan ikke se forskel og kan derfor let komme til at drikke giftige opløsningsmidler.

Mange familier opbevarer kosmetik, medicin, rengøringsmidler og parfumer på badeværelset. 
Kosmetik og cremer indeholder fx. alkohol, som selv i små mængder kan forgifte barnet.
Medicin er skadeligt og farligt for børn, det gælder al slags medicin.

Cremer, kosmetik, medicin og rengøringsmidler skal altid opbevares i et aflåst skab.
Sæt altid tingene på plads i skabet straks, når det er anvendt.

Stueplanter kommer i dag fra mange lande og kan være meget giftige.
På Apoteket kan fås en folder med giftige stueplanter.
Undgå at have giftige planter i huset, hvis der er små børn. Det lykkes altid et barn at få fat på bare et blad, som falder ned.
Nogle planter kan give blærer og sår i munden, andre får tungen til at svulme op.

Mange har i dag en lille bar i stuen. Alkohol er meget skadeligt for et lille barn. Alkohol bør opbevares under lås og slå, børn er utroligt dygtige til at undersøge og lukke fx. flasker op. Selv små mængder alkohol kan skade et barn meget.

Askebægre bør stå højt i stuen. Små børn er nysgerrige og kan let finde på at smage på de små skodder fra cigaretten. Det samme gælder pakken med cigaretter og tobak, som også bør opbevares sikkert væk fra børn.
Har man gæster, bør man bede dem ikke lægge deres tobak eller cigaretter, hvor børn kan få fat på dem.

Maling fra før 1978 kan indeholde så meget bly, at det kan være skadeligt for helt små børn, som sutter på træ eller andet, som er malet med denne type maling. Det anbefales derfor at male ting over som stammer fra før 1978 eller helt fjerne dem fra boligen, hvis der er små børn i huset.

Hvis ulykken er sket, bør man bevare roen, kontakte lægen og fortælle denne:
Hvad barnet har spist eller drukket
Hvor meget det har fået, fx. et halvt glas, to tabletter
Barnets vægt
Skal man på skadestuen medbringes noget af det giftige stof.

Ved hud- eller øjenkontakt med ætsende eller giftige stoffer, skylles der straks med rigeligt vand.

Er der indtaget ætsende midler eller produkter af petroleum kan man fortynde giften ved at indtage vand og skylle munden med vand. Man må ikke provokere opkastning.

Medicinsk kul eller aktivt kul som modgift bør altid haves i medicinskabet, hvis man har små børn. Det fås på Apoteket, men husk aldrig at give medicinsk kul uden at lægen er blevet spurgt til råds.

Mælk kan lindre ved nogle forgiftninger. Da mælken kan klumpe i barnets mave og forhindre en udpumpning eller udrensning af maven, bør man aldrig give barnet mælk som modgift, uden man har rådført sig med en læge.

Opkastninger kan gavne barnet ved en forgiftning, men må kun fremkaldes af læge, da en opkastning kan skade barnet mere end det gavner.