Pandekagehuset
Giftige vådservietter

   


Velduftende vådservietter gør ofte mere skade end gavn, når de bruges på en babys sarte hud.

Plejeprodukterne indeholder kemiske stoffer, der kan være en sundhedsrisiko for småbørn. Det fremgår ifølge Sydsvenska Dagbladet af en undersøgelse der er foretaget for den svenske organisation "Consumer Content".

Konsulenterne bag undersøgelsen fandt i alt 39 forskellige kemikalier i deres analyse af syv slags vådservietter. Ud af disse kan 17 have en negativ effekt ved hudkontakt eller fortæring. 

Børnene kan blandt andet få alvorlige øjenskader, opkastninger eller åndedrætsbesvær ved brugen af vådservietterne.

Vådservietterne, der indgår i undersøgelsen er Pampers, Pampers New, Natusan, Natusan Lotion, Libero og to svenske mærker. I alle syv produkter findes mellem 3 og 10 af de 17 sundhedsskadelige kemikalier.

Resultatet af den svenske undersøgelse kommer godt et halvt år efter en tilsvarende dansk undersøgelse foretaget af Grøn Information.

Den viste at der også er problemer med danske vådservietter, som bl.a. indeholder stoffet iodoproponyl butylcarbamate, der også anvendes som aktiv "sprøjtegift" i træbeskyttelsesmidler - dog i større mængder end i vådservietter. 

Iodoproponyl butylcarbamate blev også fundet i den svenske undersøgelse og er i USA bl.a. mistænkt for at kunne give leverskader.

I en artikel om brugen af iodoproponyl butylcarbamate i kosmetik gør danske forskere opmærksom på, at stoffet, når det bruges i kosmetik i modsætning til når det bruges i træbeskyttelse, har vist sig at kunne give allergiske reaktioner.

GODE RÅD
Grøn Information opfordrer forældre til ikke at bruge vådservietter til daglig, men giver i stedet disse råd:

  • Brug vand, en vaskeklud og evt. lidt sæbe i stedet for vådservietter.
  • Brug aldrig vådservietter i ansigtet.
  • Brug kun vådservietter som en nødløsning.

Følgende vådservietter kan anbefales, idet de ikke indeholder stoffer, der enten vurderes til være miljøbelastende, sundhedsskadelige, allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende:

Pigeon vådservietter (Babysam)
Babycare vådservietter (Føtex / Bilka)
Matas vaskeservietter (Matas)

(Kilde: Jyllands-Posten, Morten Zahle, d. 18-01-2002)