|
VÆLLING OG GRØD
I denne periode begynder barnet som nævnt først med at spise vælling, og senere grød, omkring 5 måneders alder. Som tilbehør til grød, kan man give lidt frugtmos på grøden eller lidt revet æble eller pære med i grøden.
De første gange barnet får grød, må denne ikke være for tyk, men skal være næsten vællingsagtig i konsistensen. Senere, når barnet er blevet glad for grød, kan man gradvist lave den tykkere. Men pas på, for nogle børn opdager det og forlanger den tyndere grød i stedet. Men da de jo ikke kan tale nøjes de med at afvise maden. Så prøv igen med lidt tyndere grød denne gang.
Og sådan vil det gå mange gange når barnet får noget nyt på tallerkenen.
Det samme gælder når barnet begynder at spise frugt og grønt. Når man ved, hvad barnet kan lide at spise, fx. en moset kartoffel med lidt smør, kan man prøve at blande lidt kogt grønsag i mosen. Kun lidt ad gangen. Barnet vænner sig så langsomt til, at maden skifter udseende og smag. Sådan kan man i nogle tilfælde være heldig med at få barnet til at spise ny mad.
|